Skriftstørrelse:
- 1 2 3 + Font size

Klik for at skifte skriftstørrelse

Redskaber
Søg
.
Services

Klimakteriet - en tid med forandringer


Klimakteriet er en omstilling, som mange kvinder ser på med blandede følelser. På den ene side kan det opleves som en lettelse, fordi menopausen (tidspunktet for den sidste menstruation) giver blødningsfrihed og fjerner risikoen for at blive gravid. På den anden side kan klimakteriet medføre bekymringer på grund af de fysiske og psykiske forandringer, der påvirker kroppen og sindet.

Klimakteriet begynder normalt i 50-års alderen, og inden da er kvindens frugtbarhed allerede begyndt at mindskes gradvist. Æggestokkene holder lidt efter lidt op med at producere de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron (et steroidhormon). Første tegn på østrogenmangel kan være, at menstruationerne bliver uregelmæssige. Ægløsningerne bliver sjældnere og sjældnere. Når æggestokkene holder op med at producere progesteron og kun producerer en lille mængde østrogen, ophører menstruationerne fuldstændigt. Det tidspunkt kaldes menopausen.

Hormonforandringerne – primært østrogenmanglen – kan give anledning til mange problemer, som kan optræde både før og efter menopausen.

Symptomer og diagnose
De mest almindelige symptomer er blødningsforstyrrelser samt hedeture og svedeture, som ofte optræder om natten og kan medføre søvnproblemer. Andre symptomer kan være svimmelhed, hovedpine, humørsvingninger, irritabilitet og nedtrykthed.

Det er også almindeligt med underlivsproblemer, fordi slimhinderne bliver tørre og sarte, hvilket kan føre til kløe, øget risiko for infektioner og inkontinens. Det kan også være vanskeligt og smertefuldt at have samleje. På længere sigt kan østrogenmangel føre til forandringer, der først viser sig senere i livet – fx knogleskørhed og faktorer, der medfører øget risiko for hjertekarsygdomme.

Årsager
Klimakteriet er ikke en sygdom, men en naturlig del af kvinders liv. De forandringer, der opstår i forbindelse med menopausen, kan dog opleves som belastende.

Behandling
Der findes hormonelle lægemidler til behandling af symptomerne i klimakteriet. Hormonbehandling har normalt en gunstig effekt på hede- og svedeture samt søvnforstyrrelser og kan også mildne hormonelt betingede depressioner og bekymringer.

Tørre slimhinder og disses følgeproblemer som kløe, overfølsomhed og brændende fornemmelser under samleje kan også lindres effektivt med hormonbehandling. Det er vigtigt, at hormonbehandlingen tilpasses individuelt – både hvad angår dosis og behandlingens varighed. Bagvedliggende risikofaktorer kan betyde, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at behandle med hormoner – fx hvis kvinden har øget risiko for blodpropper eller brystkræft.