Skriftstørrelse:
- 1 2 3 + Font size

Klik for at skifte skriftstørrelse

Redskaber
Søg
.
Services

Hæmorider


 Hæmorider er en hyppigt forekommende sygdom, som mange kvinder og mænd rammes af på et tidspunkt i livet.

I analkanalen, der leder ud i endetarmsåbningen, er der små analpuder, som består af bindevæv og blodkar. Puderne hjælper lukkemusklerne med at lukke endetarms-åbningen. Når disse puder forstørres eller svulmer op, fordi der samles (for meget) blod i dem grundet øget tryk, kaldes de for hæmorider.

Man opdeler hæmorider i interne og eksterne hæmorider. De interne hæmorider kan enten være skjult inde i endetarmen eller ses ”hænge ud af ” endetarmsåbningen, og de eksterne hæmorider sidder tæt ved endetarmsåbningen og er beklædt med hud.

Årsagen til hæmorider er ikke helt klarlagt, men hæmorider optræder hyppigst hos ældre, overvægtige personer og gravide. Samt personer som lider af forstoppelse eller har forkerte eller ”dårlige” afføringsvaner.

Af andre risikofaktorer kan nævnes fiberfattig kost, utilstrækkelig væskeindtagelse og utilstrækkelig motion og aktivitet.

Symptomer og diagnose
Hæmorider kan være smertefulde og medfører ofte kløe og svie rundt om endetarmsåbningen.Der kan gå hul på hæmoriderne, hvorved der opstår blødning. Denne pludselige blødning er ofte årsag til det første lægebesøg.

Lægen undersøger i første omgang endetarmsåbningen og analkanalen. Det kan være nødvendigt at undersøge tarmen ved hjælp af et såkaldt proktoskop – et kort rørformet instrument – der føres ind i endetarmen. Undersøgelserne kan også suppleres med en røntgenundersøgelse af tyktarmen.

Behandling
Hæmorider behandles med enten stikpiller (kaldes også for suppositorier) eller creme eller salve – eller både stikpiller og creme på én gang. De indeholder binyrebarkhormon (steroid) og et lokalbedøvende middel (lidokain). Binyrebarkhormonet dæmper rødmen og hævelsen, og det lokalbedøvende middel mindsker kløe og svie. Stikpillerne indføres i anus og cremen påsmøres rundt om anus eller inde i anus.

Det er vigtigt, at man overholder sin behandling og at man søger læge igen, hvis symptomerne ikke bedres efter ca. 14 dages behandling. I Danmark er hæmoridemidler på recept. Det vil sige, at det kun er en læge, som kan udskrive medicinen.

Som regel skal den medicinske behandling følges op af ændrede kostvaner, ændrede afføringsvaner og motion. Tal med din læge om dette.

Ved mere udtalte hæmorider kan en operation komme på tale.