Skriftstørrelse:
- 1 2 3 + Font size

Klik for at skifte skriftstørrelse

Redskaber
Søg
.
Services

Hyperkalcæmi


Hyperkalcæmi betyder, at niveauet af kalcium i blodet er for højt. Det er vigtigt, at kalciumniveauet i blodet og kroppen er korrekt, fordi det blandt andet er med til at overføre impulser i nervesystemet og til at regulere musklernes – og derigennem også hjertets – sammentrækning. Kalcium er også nødvendigt i forbindelse med opbygning og bevarelse af skelettet og tænderne samt koagulering af blodet.

Symptomer og diagnose
Der er ingen specifikke symptomer, der er kendetegnende for hyperkalcæmi. Osteoporose (knogleskørhed) og nyresten kan forekomme samt træthed, depression, forstoppelse og store mængder urin med dehydrering som følge.

Sværhedsgraden af symptomerne ved hyperkalcæmi afhænger for en stor del af, hvor hurtigt hyperkalcæmien har udviklet sig. Hurtigere udvikling giver kraftigere symptomer, mens kronisk stabil hyperkalcæmi giver mindre udtalte symptomer.

Årsager
Et højt niveau af kalcium i blodet betyder ofte, at der er en bagvedliggende sygdom som for eksempel i biskjoldbruskkirtlerne, en inflammatorisk systemsygdom eller ondartede sygdomme, der medfører metastaser i skelettet. Når der er metastaser i skelettet, optager blodet ofte større mængder kalcium, hvilket får blodets kalciumindhold til at stige.

Behandling
Ved sværere former for hyperkalcæmi er det vigtigt at drikke rigelige mængder væske. Der behandles også normalt med vanddrivende lægemidler for at øge urinudskillelsen. Der kan desuden behandles med lægemidler, der hæmmer den knoglenedbrydende aktivitet i skelettet. Derudover kan kortison komme på tale, afhængigt af den bagvedliggende sygdom.